RAPPORT OM

SKILSMISSEN

MIN EGEN HISTORIE

Da jeg lige var fyldt seks år, blev mine forældre separerede. Det var min far der ville skilles, men det var alligevel ham, der skulle blive boende i mit barndomshjem, (som lå langt ude på landet,) og mor og mig der flyttede i et lejet hus i Assens. Til at begynde med i hvert fald.

Jeg havde i 2½ år haft en lille hund, Pelle, som jeg elskede over alt på jorden, men mor og jeg måtte ikke have ham, der hvor vi nu skulle bo, og min far ville ikke beholde ham, så mor fandt et godt hjem til Pelle, men jeg var selvfølgelig knust.

Heldigvis skulle jeg ikke flytte skole, for det hus, mor og jeg lejede, lå lige op ad min skole. Fra lågen i vores nye have kunne jeg gå direkte ind på skolens område, så det var nemt. Men:

Min mor kunne godt mærke, at jeg spekulerede meget, ja lige så meget som hun gjorde, så hun købte et marsvin til mig for at aflede mine tanker lidt fra Pelle og alt det andet der skete i mit liv. Det blev jeg super glad for, og min interesse i marsvin holder ved den dag i dag, men i dag holder jeg ikke marsvin for at have noget at trøste mig med - men kun ’for sjovt’.

Det var faktisk hyggeligt at bo alene med mor. Hun sendte mig af sted i skole om morgenen, gik så på arbejde på Rådhuset – og hentede mig lidt i kl. fire i SFO’en. Om eftermiddagen og aftenen havde jeg hende for mig selv, og det havde jeg ikke prøvet før. I weekenderne var jeg nogle gange ude hos far, og andre gange var vi alle tre samlede i det ’gamle’ hus: Alting (køkkensager, haveredskaber osv. osv. osv.) var ikke blevet delt endnu, og min far og mor havde vist også brug for at blive ved at snakke om, hvad der egentlig var gået galt, og hvordan de skulle gøre det hele så nemt for mig som muligt.

Måske stolede jeg derfor bare på, at det hele blev godt igen – de var jo gode venner. Jeg kan da huske, at jeg ikke var videre ulykkelig. Der var i hvert fald ikke ufred. Men:

Efter 10-11 måneder aftalte mine forældre, at min far skulle flytte ned i det lejede hus og bo dér sammen med mig, og at min mor til gengæld skulle overtage huset på landet. Der blev aldrig tale om at flytte sammen alle sammen igen, for kort efter at mine forældre havde skiftet bolig, fortalte min far, at han og hans nye kæreste ville købe hus i Middelfart og tage mig med dertil.

Så blev min mor desværre syg og kunne ikke længere arbejde. Derfor blev hun nødt til at sætte mit barndomshjem til salg, selv om hun først lige havde købt min far ud af det.

Sommeren 2002, da jeg var 7½, flyttede far og jeg sammen med fars kæreste, som bliver kaldt AG, og AG’s to døtre, Louise på 16½ år og Pernille på 14 år, i en murstens-villa på Brovejen i Middelfart.

Jeg havde ikke særligt svært ved at falde til i huset og den nye familie, heller ikke i den nye skole,  som lå så tæt på, at jeg kunne cykle til og fra helt alene. Men jeg savnede min mor forfærdeligt meget. Heldigvis for mig tog det hende over et år at få huset solgt, så jeg kom ned til hende hver evig eneste weekend, ferie, helligdag og sygedag i al den tid, og derfor kunne vi bevare et meget tæt forhold.

Da huset endelig blev solgt sommeren 2003, flyttede min mor til Fredericia. Hun ville ikke bo nede omkring Assens /Sydfyn, som var langt væk fra mig, men hun havde ikke råd til en lejlighed i Middelfart endnu. Nu blev det sådan, at far kørte mig over til mor i Fredericia hver fredag og hentede mig igen om søndagen. Og mor blev ved at forsøge at få en billig lejlighed i Middelfart.

Det var noget de to bare aftalte – det blev aldrig nødvendigt at lave en samværsaftale, for de samarbejdede stadig godt omkring mig nu næsten 2½ år efter, at min biologiske familie var blevet splittet.

Endelig – foråret 2005 – fik min mor en dejlig lejlighed i Middelfart, og vi kunne begynde at ses noget mere. Jeg var blevet så stor, at jeg selv kunne cykle eller gå ned til hende efter skole og blive der til spisetid om aftenen, og det begyndte jeg at gøre 1-3 eftermiddage om ugen, samtidig med at vi blev ved at være sammen i weekender og ferier osv.

Men der var efterhånden også gået fire år, fra mor og jeg flyttede fra far. Og ud af de fire år havde jeg boet sammen med min far de (sidste) tre år. Nu fik jeg det RIGTIG godt, for nu savnede jeg ikke længere nogen af mine forældre.

Louise, Pernille og jeg havde efterhånden også fået et super forhold til hinanden. Især Louise elsker børn, så hun tog mig tit og ofte med hen på en legeplads eller til stranden og fjollede rundt – eller cyklede ture med mig. Pernille var en smule jaloux på mig, fordi hun havde været vant til at være ’den lille’. Nu var jég den lille, og jeg ville jo også gerne ses…

Pernille er 19 år nu, og alt er super mellem os. Hun vil gerne lave ting sammen med mig, …og det er  godt, at hun øver sig på at tackle børn, når nu hun er gravid og skal have sit eget barn om et par månederJ….(jeg glæder mig til at blive ’moster’!)

Fars kæreste, AG, er jeg efterhånden blevet rigtigt glad for. Hende kan man snakke med om alting. For tiden er hun ikke så meget hjemme, da hun læser til pædagog. I begyndelsen (da far og jeg var flyttet sammen med hende og hendes døtre) irriterede det mig, at hun måtte være med til at bestemme over mig, og at hun skulle være hjemme, når min far og jeg skulle være sammen og hygge os, men nu har jeg det okay med det, og jeg synes også hun er hyggelig at gå på indkøb og sådan noget med. 

Da min mor var flyttet til Middelfart, og vi var begyndt at ses rigtigt meget, fik hun bevilget førtidspension, fordi hendes ryg og hofter og andet er ’ødelagt’. (Hun har en sjælden sygdom der hedder Extrem Hybermobilitet, som giver gigt-agtige smerter:) 

Det var dejligt med den pension, for hun havde haft mange penge-problemer, men vi havde nu hygget os lige så meget alligevel.

Næsten samtidig med at hun fik bevilget pensionen, fandt hun en kæreste, dengang i 2005. Han er okay, tænkte jeg straks, men det var først, da han flyttede til Middelfart for at være tættere på min mor, at jeg blev klar over, at mor og han var rigtigt forelskede.

Rune, som kæresten hed (og hedder), har en søn. Han var - dengang i 2005 -  7½ år. Han var kedelig og gad ikke noget som helst. (Jo, at se tv eller spille fordummende spil på pc.) Selv om han var en dreng, gad han hverken at spille fodbold eller at klatre i træer eller at gå lange ture. (Og han var ikke engang ’skilsmissebarn’, for hans forældre flyttede fra hinanden, da han kun var to år, og derfor har han ikke oplevet noget som helst hårdt her i livet – ikke noget han kan huske i hvert fald.)

Alligevel fik han en masse opmærksomhed af min mor. Det kunne jeg bare ikke få ind i mit hoved.

Men:

*Måske jeg var lidt jaloux…

*Måske jeg bare ikke forstod, hvorfor han skulle have opmærksomhed af min mor, når han havde sin far at hænge på…

*Måske min mor bare ville vise ham, at han var velkommen i familien...

Efter at mor og Rune havde kendt hinanden i nogle måneder, købte de hus og flyttede sammen foråret 2006. De blev gift i juni 2006 – og så vidste jeg, at det var rigtig kærlighed, og at der ikke skulle ske flere slemme ting for min mor. Så jeg valgte at flytte ud til dem. Nu havde jeg jo også boet hos min far i omkring fire år, så det var ærligt talt mors tur til at have mig!

Så fik vi én puddelhund. Og dernæst en mere -  i februar 2007. I oktober 2007 fik vi en dejlig, stor og bamset blandings-hvalp (½ Alaskan Malamut og ½ Schæfer). Jeg fik undulat og dværgvagtler, fire marsvin, vinbjergsnegle, som jeg holder ude i haven, kaniner, ja alt jeg kunne drømme om. Og jeg flyttede skole. Dér blev jeg også godt modtaget.

Nu har jeg snart boet hos mor og Rune i 2 år (det har jeg den 1. maj). Rune og jeg har det okay sammen. Han hjælper mig af og til med matematik, og det er jeg taknemlig for. Sidste vinter gik vi til svømning sammen. Hans søn ser jeg faktisk ikke, for jeg er hos min far hver weekend, og sønnen kan kun være hér i weekender. Vi kan kun være en smule sammen alle fire (mor, Rune, sønnen og jeg) i sommerferien og efterårsferien. Det er fint for mig. For alle parter, vist nok.

Et par år efter skilsmissen blev jeg så stor, at jeg begyndte at drømme ret meget om, at min far og min mor flyttede sammen igen, men det ønsker jeg ikke mere, for jeg tror på, at de har det bedre med de kærester de har nu.

Og når de har det godt, så har jeg det også godt.

Men jeg er jo også heldig med, at jeg har TO pap-forældre, som kan lide mig. Og heldig med, at jeg har pap-søskende, som bruger tid på mig.

Det jeg ikke synes er så godt er, at jeg ikke længere kan snakke med min far om alting. Vi er gledet noget fra hinanden, siden jeg flyttede ud til mor  – det vil sige, at jeg både snakker OG skændes mere med mor om alle mulige ting og sager. Det kan godt være hårdt ind imellem, men dét er jo ikke unaturligt!

Dagene går. Nu er det hele syv år siden, mor og jeg skulle flytte fra far. Og:

Jeg har det godt. Lige så godt som andre børn!

© COPYRIGHT ON ALL PICTURES, LYRICS, AND TEXTS:

T. B. Jensen, 2007

Børnecitater

fra bogen ”Samværsklemmen”

Eksempler på, hvad børn tænker og mener, når de står midt i en skilsmisse eller er kommet gennem selve skilsmissen og nu lever hos den ene forælder. Der er også tanker om

samværsforhold og misbrug og meget andet.

Pige 11 år: Jeg er glad for, at min mor og far er blevet skilt. Nu bor jeg hos min far. Jeg kan godt lide min mor, men jeg kan ikke lide, at hun drikker. Jeg kan heller ikke lide at besøge hende. Hun bliver så underlig, når hun drikker. Hvorfor synes de voksne, jeg skal besøge hende, når jeg ikke vil?

Dreng 12 år (om den dag han fik at vide, at forældrene skulle skilles): Det var den værste dag i mit liv. Værre, end når jeg bliver mobbet.

Grædende pige 13 år: Jeg har lige talt med min far. Jeg har sagt, jeg ikke kunne komme hjem til ham, fordi jeg så gerne vil til en fest i min klasse. Han blev stik-tosset, og nu er vi uvenner. Hvad skal jeg gøre?

Pige 13 år: Jeg har talt med mange voksne i Statsforvaltningen og vist også en dommer. Hvad nytter det? De sidder bare og nikker og gør så noget helt andet end det man ønsker.

Pige 12 år: Det er meget besværligt at være skilsmissebarn. Man skal være i to familier på én gang og huske alle aftaler begge steder. Så man skal faktisk dobbelt så meget, som man ellers skulle.

Dreng 12 år: Da min far flyttede sammen med sin nye kone, følte jeg mig ikke velkommen. Meget forandrede sig. Jeg skal f.eks. spørge om lov, hvis jeg vil have et glas mælk. Det har jeg aldrig prøvet før.

Dreng 11 år: Min fars nye kone sagde til mig, at jeg nok kunne forstå, at hun og far havde brug for tid sammen alene, uden at jeg var der. Hun forstod bare ikke, at jeg også havde brug for tid sammen med min far alene.

Dreng 10 år: Jeg vil gerne være sammen med min far, når han ikke er fuld -  men har er fuld hele tiden. Så skal jeg med på værtshus, og så sidder han og sover. Det er så svært at vække ham.

Pige 13 år: Jeg kan ikke forstå, hvorfor jeg igen skal ind til Statsforvaltningen. Første gang sagde jeg min mening, men til hvem? – til luften!, fir de tvang mig alligevel derud (til moderen).

Dreng 12 år: Jeg er så ked af det -  jeg vil ikke på samvær hos min far. Han bliver meget vred og slår mig. Jeg har sagt det til min mor, men hun vil ikke høre det. Hun siger, jeg skal være hos ham hver 14. dag, indtil jeg bliver 18. Jeg er begyndt at tage nogle piller. Jeg har slet ikke lyst til at leve mere, for der er ingen, der vil hjælpe mig.

Dreng 10 år: Jeg er bare så ked af, at de ikke tror på, hvad jeg siger, inde i Statsforvaltningen. De tror, det er min mor, der bestemmer, hvad jeg siger om min far. Men jeg har altså min egen mening. Og jeg kan ikke lide at være hos ham, for han bliver så hidsig…, han råber og skriger mig ind i hovedet og tager mig hårdt i armen. Jeg bliver så bange, også fordi han slog min mor mange gange. Men i Statsforvaltningen siger de, det er synd for min far, hvis han ikke skal være sammen med mig. Hvad med mig? De tænker ikke på børnene. Nu gider jeg ikke snakke med dem mere, for de hører alligevel ikke efter.

Pige 12 år: Det var rigtig godt at gå i Børnegruppen, for vi snakkede meget om, hvor svært det er at forklare sin mor og far, hvordan man har det med skilsmissen, og om alle de nye regler og om forældrenes nye kærester.

Tilføjelse

Et indlæg af Hanne Warming (fra bogen ”Lov og ret”), som er gengivet i samme bog, som børnecitaterne er fundet i, nemlig ”Samværsklemmen”:

Det er uetisk at lade være med at høre børn i sager, der handler om væsentlige forhold i deres eget liv, f.eks. hvor de skal bo. I stedet for at diskutere om, og i hvilke sager, man kan tage børn til samtale, skal de professionelle udvikle Børnesamtalen, så den bliver en støtte til barnet i tilegnelsen af eget liv.

Red. Tine Buhl Jensen, 2007