Går det ud over mig?

Andalina sad på sin seng i sit værelse og stirrede ud i luften. Det var en hed sommeraften, og solen var rød. Det gjorde værelset helt lyserødt. Andalina kunne høre sine forældre diskutere. Hun følte sig tom indeni. Så blev der stille, lidt senere kom hendes mor og far ind og satte sig på hver sin side af hende på sengen. ”Jeg har puttet Zack, han sover allerede,” sagde moderen. Det løb Andalina koldt ned af ryggen. ”Nu begynder de på deres lorte, -voksen, -snak,” tænkte hun. Moderen tog en dyb indånding, så fremstammede hun: ”Far og jeg har ikke haft det så godt sammen den sidste tid.” ”Vi har snakket om, at vi vil flytte fra hinanden,” sagde faren. Andalina så ned i gulvet, hun kunne ikke holde det tilbage, hun begyndte at græde, ”Gå!” skreg hun.

Ved midnatstid ringede hun til Sissel. Sissel var hendes bedste veninde, og hende kunne man regne med. Hun fortalte det hele: om forældrene, skilsmissen, lillebroren osv. ”Du skal vide, at jeg vil hjælpe og støtte dig hele vejen,” sagde Sissel.

I skolen næste morgen var det svært at koncentrere sig. De andre var så glade, at det gjorde helt ondt i Andalinas mave. ”De ved ikke bedre,” tænkte hun. Da det ringede ind efter frikvarter, og Andalina gik ind i klasseværelset, stoppede hun brat op: ”Der er alt for megen uro herinde,” tænkte hun. En dreng med brune øjne og mørkblondt hår, Kasper, gik hen til hende og daskede hende i ryggen: ”Hva’ så?” spurgte han. Andalina svarede ikke, al den uro og skrigen blandet med tankerne om skilsmisse gjorde hende helt forvirret. ”Hallo, hører du, hvad jeg siger?” sagde Kasper. Men Kasper nåede ikke at sige mere, for Andalina løb ud på pigernes toilet, løb ind i en bås og satte sig på gulvet, krummet helt sammen.

Selv om Andalina ikke lavede noget, følte hun at tiden gik hurtigt, hun kikkede måbende på sit ur, der var heldigvis ikke særlig lang tid til, at de skulle have fri. Mens hun sad og gloede på sit ur, kom hun til at tænke på, hvorfor der ikke var kommet nogen ind på pigetoilettet, mens hun havde været dér. Hun kunne huske, at da hun var mindre, fortalte Sissel om et spøgelse som hjemsøgte pigetoilettet, der gik et gys igennem hende ligesom på værelset aftenen før. Hvad nu hvis der virkelig vár et spøgelse? Det var selvfølgelig derfor, der ingen piger kom herind! Hun hørte døren gå stille op, én eller anden gik ind i rummet. Andalina holdt vejret, hun begyndte at ryste, det kunne være spøgelset der kom, hun lage sig musestille ned på gulvet og kiggede under lågen, hun kunne se et par slidte sko med løse snørebånd. ”Andalina? Er du herinde? Undskyld at jeg slog dig”.

Andalina rejste sig, lukkede lågen op og gik ud til Kasper. Han kiggede hende i øjnene, ”du må fand’me undskylde at jeg slog dig, det var ikke min mening at gøre dig ked af det”. Kasper havde altid bare været en fyr man kunne fortælle alt til, men nu føltes det næsten, som var han en kæreste… Andalina havde allermest lyst til at knuge ham i sine arme, at føle at der stadig var noget, hun kunne fast i, det var næsten som om Kasper læste hendes tanker, for med det samme kyssede han hende på kinden og knugede hende ind til sig. Hun fortalte ham alt om sine følelser og den tro hun havde mistet på sine ”fantastiske” forældre. Det virkede, som om de altid havde været kærester, hun og Kasper, men det havde de ikke, de havde først lige taget sig sammen.

Da Andalina kom hjem, lagde hun sig på sofaen, hun var glad på en måde, hun aldrig før havde været glad på, selv når hun tænkte på, at hendes forældre skulle skilles. Måske ville alt alligevel gå godt? Måske ville hendes forældre blive mere glade hver for sig? Måske ville hun få pap-forældre og pap-søskende? Den tanke havde hun ikke haft før, men den gjorde hende meget mere åben overfor tanken om skilsmissen.

Mor lavede mad, som hun plejede at gøre, far læste avisen med en pibe i munden, Zack legede med små plastik biler, det hele var som det plejede at være. Næste morgen begyndte det at ”rumstere i Andalinas fortid,” ting blev pakket ned, og der blev gjort rent…, ”hovedrent”.

Andalina følte sig lettet, da hun pakkede sit tøj, redte sit hår og tog sin jakke på. ”Jeg smutter!” råbte Andalina og gik ud af døren. Kaspers hus var utroligt stort med trapper og adskillige badeværelser: ”Jeg anede ikke, at dine forældre havde penge til at bo i et slot!” sagde Andalina. ”Nåh, men det har de altså!” sagde Kasper grinende, hans værelse var lige så stort som stuen hjemme hos Andalina og havde lyse vægge og masser af vinduer, store planter, fladskærme og en bærbar computer, ethvert barns drøm! Det var så uvirkeligt. Andalina og Kasper havde det sjovt hele dagen, de spillede playstation, hoppede på trampolin, to en dukkert i pool’en. Kaspers forældre virkede lidt fraværende og Andalina kunne ikke forstå, hvorfor han ikke sagde noget til dem, han var åbenbart helt vant til, at de virkede ligeglade?

Andalina ringede til sin mor: ”Hej mor! Må jeg spise hos Kasper?” Det måtte hun gerne, de satte sig til bords, og moderen kom ind med en masse forskellige retter, pommes frites, barbecuekylling, svampesovs, æbletærte og alt muligt andet, men dét Andalina var allermest vild med var den hjemmelavede, sursøde æblejuice, den var SÅ god, at hun kunne drikke den i al evighed. Det var faktisk ret hyggeligt at spise hos Kaspers familie, moderen begyndte at snakke om sit arbejde, og faderen fortalte om sjove oplevelser med sin familie. Kasper sad bare og smilede, men det var vel også meget godt.

Da Andalina kom hjem, var hendes værelse næsten pakket sammen, kun nogle bamser i sengen og nogle kjoler i skabet var stadig synlige, hun ville lige pakke det sidste, før hun gik i seng. Mens hun lå i sengen kom hun til at tænke på, hvor de mon skulle flytte hen? Det måtte hun bare vide, så hun løb ud til sine forældre og satte sig ved bordet. Dér hvor de ”altid” sad og spillede ludo, så det ud, som om de stadig var en tryg familie. ”Hvor skal vi så bo henne?” spurgte hun. Mors mund åbnede op som om hun ville sige noget, men der kom ingen lyd. Mor kikkede på far, som om at han kunne rede det ud. ”I to, I skal bo i den anden ende af midtbyen ved en gammel vej med flotte huse, tæt ved parken og en skole. Du kan sagtens cykle hen til os, når du har lyst, for Zack og jeg bliver boende her”, sagde far. ”Jeg troede ikke, at jeg skulle skifte skole”, sagde Andalina surt, ”hvorfor skal Zack ikke med os, mor?” ”Børn har brug for nogle voksne af samme køn, som kan forklare dem, hvad der sker, når man bliver ældre, du er jo en pige, så du vil kunne spørge mig om ting din far ikke ved så meget om, og omvendt med Zack og din far”, svarede mor. Andalina havde ikke ventet, at der kunne komme så kloge ord ud af hendes mors mund, men hendes forældre havde åbenbart forandret sig en smule. ”Hvad med jeres arbejde?” spurgte Andalina, ”Vi kommer begge to til at arbejde mindre de næste par år, vi ved, at I har brug for os i denne tid, om I så har lyst til at vi er mere hos jer eller ej.” ”Nåh, men hvilken skole skal jeg gå på?” spurgte Andalina. Far så på mor og sagde, at det ikke var hans problem, mor så Andalina ind i øjnene og nussede hendes hår. ”Jeg har fundet en privatskole for nogle på dit trin, I vil komme meget ud i naturen og komme på fem ture om året. Skolen er lige blevet ombygget, så den er rigtig pæn, der er masser af ting, man kan foretage sig i frikvartererne, men hvis man ikke vil ud, må man blive inde, der er nogle meget rare lærere og pædagoger, så der vil altid være nogle som vil høre på dig.” Det lød da meget godt, tænkte Andalina.

Næste morgen kom der en stor flyttebil kørende ind i garagen. Mændene, som var i bilen, begyndte at hente kasserne. Efter mange kedelige timer kom Andalinas mor ind til Andalina og satte sig på sengen, men Andalina tyssede på hende, for hun sad og snakkede med Kasper i telefonen. Efter et par minutter lagde Andalina på. ”Vil du med?” spurgte moderen. ”Egentligt ikke, men jeg skal jo,” sagde Andalina opgivende. Da hun satte sig ind i bilen og kikkede tilbage, så hun sin lillebror og sin far stå og vinke, faderen smilede anstrengt, men tårerne trillede ned af Zacks kinder. Andalinas øjne blev våde, det var helt forfærdeligt.

Det nye hus var dog pænt, der var en dejlig have med et stort træ og en gynge. Andalinas nye værelse var lidt større end det gamle, måske fordi det var næsten tomt, men der var både lyst trægulv og træloft, et stort vindue i den ene ende med pæne lyseblå gardiner. ”Her kan jeg nok godt falde til,” sagde Andalina langsomt, moderen stod med en kasse i armene. ”Jeg ved, du har det forfærdeligt her for tiden, derfor har jeg nogle små gaver til dig, så du kan komme på andre tanker”, hun satte kassen på en seng som Andalina ikke havde set før. ”Er det en NY seng?” spurgte Andalina begejstret. ”Det er din,” sagde moderen smilende. Sengen var flot, det sejeste ved den var, at der var et akvarium i fodenden. Der lå en masse kasser på sengen, Andalina åbnede en af dem. Der lå et lille, moderne sølv-tv i den, i den næste lå der en flot radio, som passede til tv’et. Der var alle mulige seje ting i kasserne, og nu skulle hun åbne den sidste. Da hun så ned i den, troede hun ikke sine egne øjne: En stor pjusket blandings-hvalp hoppede ud af kassen og lagde sig til rette på sengen: ”Ej tak mor!” skreg Andalina og løb hen og omfavnede sin mor. Andalina og moderen hængte billeder op og pakkede ud, sent om aftenen var alt ryddeligt, kasserne var væk, det lignede rent faktisk et hjem.

”Nu skal vi slappe af,” sagde moderen. ”Du er skør, Susanne Lilje Martin,” smilede Andalina, ”du er mærkelig, Andalina Lilje Martin,” grinede moderen, Susanne, ”lad os gå ned til OK-Tanken og købe noget slik, nogle hundegodbidder og leje en film!” ”Skal vi ikke invitere Kasper?” ”Jo, hvis jeg må invitere min nye ven, er det i orden!” Og så gik de ned ad vejen, grinende og snakkende, for nu vidste de inderst inde, at det hele nok skulle gå godt.

COPYRIGHT

TINE BUHL JENSEN