Børnecitater

fra bogen ”Samværsklemmen”

Eksempler på, hvad børn tænker og mener, når de står midt i en skilsmisse eller er kommet gennem selve skilsmissen og nu lever hos den ene forælder. Der er også tanker om

samværsforhold og misbrug og meget andet.

Pige 11 år: Jeg er glad for, at min mor og far er blevet skilt. Nu bor jeg hos min far. Jeg kan godt lide min mor, men jeg kan ikke lide, at hun drikker. Jeg kan heller ikke lide at besøge hende. Hun bliver så underlig, når hun drikker. Hvorfor synes de voksne, jeg skal besøge hende, når jeg ikke vil?

Dreng 12 år (om den dag han fik at vide, at forældrene skulle skilles): Det var den værste dag i mit liv. Værre, end når jeg bliver mobbet.

Grædende pige 13 år: Jeg har lige talt med min far. Jeg har sagt, jeg ikke kunne komme hjem til ham, fordi jeg så gerne vil til en fest i min klasse. Han blev stik-tosset, og nu er vi uvenner. Hvad skal jeg gøre?

Pige 13 år: Jeg har talt med mange voksne i Statsforvaltningen og vist også en dommer. Hvad nytter det? De sidder bare og nikker og gør så noget helt andet end det man ønsker.

Pige 12 år: Det er meget besværligt at være skilsmissebarn. Man skal være i to familier på én gang og huske alle aftaler begge steder. Så man skal faktisk dobbelt så meget, som man ellers skulle.

Dreng 12 år: Da min far flyttede sammen med sin nye kone, følte jeg mig ikke velkommen. Meget forandrede sig. Jeg skal f.eks. spørge om lov, hvis jeg vil have et glas mælk. Det har jeg aldrig prøvet før.

Dreng 11 år: Min fars nye kone sagde til mig, at jeg nok kunne forstå, at hun og far havde brug for tid sammen alene, uden at jeg var der. Hun forstod bare ikke, at jeg også havde brug for tid sammen med min far alene.

Dreng 10 år: Jeg vil gerne være sammen med min far, når han ikke er fuld -  men har er fuld hele tiden. Så skal jeg med på værtshus, og så sidder han og sover. Det er så svært at vække ham.

Pige 13 år: Jeg kan ikke forstå, hvorfor jeg igen skal ind til Statsforvaltningen. Første gang sagde jeg min mening, men til hvem? – til luften!, fir de tvang mig alligevel derud (til moderen).

Dreng 12 år: Jeg er så ked af det -  jeg vil ikke på samvær hos min far. Han bliver meget vred og slår mig. Jeg har sagt det til min mor, men hun vil ikke høre det. Hun siger, jeg skal være hos ham hver 14. dag, indtil jeg bliver 18. Jeg er begyndt at tage nogle piller. Jeg har slet ikke lyst til at leve mere, for der er ingen, der vil hjælpe mig.

Dreng 10 år: Jeg er bare så ked af, at de ikke tror på, hvad jeg siger, inde i Statsforvaltningen. De tror, det er min mor, der bestemmer, hvad jeg siger om min far. Men jeg har altså min egen mening. Og jeg kan ikke lide at være hos ham, for han bliver så hidsig…, han råber og skriger mig ind i hovedet og tager mig hårdt i armen. Jeg bliver så bange, også fordi han slog min mor mange gange. Men i Statsforvaltningen siger de, det er synd for min far, hvis han ikke skal være sammen med mig. Hvad med mig? De tænker ikke på børnene. Nu gider jeg ikke snakke med dem mere, for de hører alligevel ikke efter.

Pige 12 år: Det var rigtig godt at gå i Børnegruppen, for vi snakkede meget om, hvor svært det er at forklare sin mor og far, hvordan man har det med skilsmissen, og om alle de nye regler og om forældrenes nye kærester.

Tilføjelse

Et indlæg af Hanne Warming (fra bogen ”Lov og ret”), som er gengivet i samme bog, som børnecitaterne er fundet i, nemlig ”Samværsklemmen”:

Det er uetisk at lade være med at høre børn i sager, der handler om væsentlige forhold i deres eget liv, f.eks. hvor de skal bo. I stedet for at diskutere om, og i hvilke sager, man kan tage børn til samtale, skal de professionelle udvikle Børnesamtalen, så den bliver en støtte til barnet i tilegnelsen af eget liv.

Red. Tine Buhl Jensen, 2007